Historie og politik

Som regel skal man have læst på lektien før man leder efter historiske spor, men i Nordirland får man smækket historien lige i ansigtet:

  • i nogle småbyer ved en overdreven brug af flag og vimpler; selv lygtepæle er brugt som flagstænger
  • i det unionistiske kvarter i Londonderry er kantsten og lygtepæle malet i Union Jack farver
  • i Belfast og Derry er der høje fredsmure og store vægmalerier
  • i Belfast bliver portene tværs over to gader lukket og låst om natten
  • d. 12. juli er det helligdag, og de timelange orangeorden marcher får al infrastruktur til at gå i stå
  • når man krydser den over 500 km lange, meget snoede grænse mellem Nordirland og Irland er der - ingenting - men lidt senere oplysning om at hastigheden på tavlerne nu vises i 'km/h' i stedet for 'mph'.


Her er nogle glimt af historien om en voksende afstand mellem parterne i en århundredgammel konflikt mellem et England, der opfattede Irland som en inferiør katolsk koloni, som bare skulle makke ret, og en stolt og stædig irsk befolkning, der langsomt kæmpede sig fri.

   Allerede i 1580 begyndte de første 'plantations', dvs. indvandring af protestantiske englændere og skotter, der til gengæld for tjenester til den engelske krone fik tildelt jord på favorable vilkår, i alt 1,6 mio ha. Jorden blev bestyret af forpagtere, der hyrede lokale bønder og daglejere til at dyrke de små jordlodder.
   Irerne gjorde oprør flere gange i 1600-tallet, men kampen mod kong James' lejetropper, også danske, blev vundet af protestanterne, så i 1703 ejede det katolske flertal kun 14% af jorden. Det blev først ændret 1903, hvor en engelsk regering, som var afhængig af irske stemmer, gennemførte en lov, der gav billige statslån. Det startede en bølge, så 1/3 af landbrugsjorden skiftede hænder fra protestantisk lavadel (the ascendancy) til katolske bønder.
   I middelalderen blev undertrykkelsen sat i system. Fra 1695 til 1728 vedtog det engelske parlament flere love, der begrænsede katolikkernes borgerrettigheder. Efter gælisk skik (gavelkind) arvede alle drenge ligeligt, men nu blev det sådan, at hvis en af drengene konverterede til anglikansk tro (protestantisk), så arvede han det hele. Katolikker måtte ikke eje heste eller våben af en værdi over 5 £, og de måtte ikke eje handelsvirksomheder eller være sagførere. Adgang til offentlige embeder og til universitetsuddannelse blev lukket. Hele det katolske hierarki blev nedlagt og kun et begrænset antal præster blev tilladt, hvis de lod sig registrere og undlod at holde messe. Det var også forbudt at undervise katolske børn, så derfor opstod hemmelige skoler, 'hedge schools'.
   På 70 år, fra 1841 til 1911, blev det irske befolkningstal halveret: fra 8,2 til 4,4 mio. Der var to årsager: hungersnød og emigration. Udvandringen startede i 1814, hvor 20.000 irere rejste til Canada. Da briterne ophævede restriktionerne på udvandring rejste 400.000 irere til Nordamerika 1828-1837. I samme periode rejste 200.000 irere, der ikke kunne skaffe pengene til amerikabilletten, til England.


   'The Great Famine' skyldtes kartoffelpest, der gav mangel på kartofler, den vigtigste føde for den fattige landbefolkning. Hungersnøden 1845-48 tog livet af 1 mio irere, og satte yderligere gang i udvandringen. 3/4 mio rejste til USA i disse år, mens yderligere 1,9 mio udvandrede i årene 1851-1871, heraf 200.000 til Australien.

   I 1914 vedtog det engelske parlament Home Rule Act, men loven nåede ikke at træde i kraft pga. 1. verdenskrig. En lille gruppe utålmodige irere gjorde oprør i 1916, men påske-opstanden i Dublin blev knust af de britiske tropper, og alle ledere undtagen Éamon de Valera, der var amerikansk statsborger, blev skudt. Han blev senere Irlands præsident.
   I 1921 blev der indgået en britisk-irsk aftale om to lokale parlamenter, et i Belfast og et i Dublin, og det førte til, at de seks grevskaber (counties) i den nordlige provins Ulster (Antrim, Armagh, Down, Fermanagh, Londonderry og Tyrone) blev skilt fra som en selvstyrende del af UK under navnet Northern Ireland.
   Mange irske ledere i Dublin ville helt ud af imperiet, og det førte til borgerkrig, men de måtte snart give op. De tre katolske grevskaber i Ulster (Cavan, Donegal og Monaghan) samt de 23 grevskaber i de øvrige provinser blev i 1922 til 'Free Republic of Ireland'. Republikken løsrev sig fra det britiske imperium i 1949, og tog navnet Éire.
   Opdelingen mellem nord og syd, 'the partition', blev foretaget så der blev protestantisk flertal i Nordirland. I Derry og Belfast blev der også anvendt 'gerrymandering', dvs bevidst ændring af valgdistrikter, således at byerne i mange år blev ledet af unionister (protestanter), selv om der var katolsk befolkningsflertal.
   I Nordirland fortsatte undertrykkelsen af katolikker, fx var det som katolik svært at finde arbejde, bl.a. fordi man fik stemmeret, hvis man havde råd til at sidde i eget hus. Der var ingen katolske ministre i regeringer fra 1920-1974, og der var under 10% katolske embedsmænd og politibetjente.
   I 1968 udviklede et oprør i Bogside (Londonderrys katolske kvarter) og uroligheder i Belfast sig til 'The Troubles', der de næste 30 år kostede 3.600 omkomne og mindst 30.000 sårede i kampen mod de uerfarne britiske soldater og RUC.
   I 1998 blev Belfastaftalen (Good Friday Agreement), hvor den engelske premierminister Tony Blair, the Taoiseach (Irlands premierminister), amerikanske politikere og EU var fødselshjælpere, underskrevet af alle partier og sendt til folkeafstemning. Der var stort flertal i både Nordirland og Irland, så nu var der endelig fred. I 2007 blev DUP og Sinn Fein enige om at regere Nordirland i fællesskab.
   I 2020 kom Brexit-aftalen inkl. 'NI-protocol', som bl.a.betød at der er en slags toldgrænse i det Irske Hav, således at man kan undgå toldkontrol ved den lange indre grænse. Det betyder, at Nordirland de facto er en del af EUs indre marked. Senest har Boris Johnson varslet en ensidig ophævelse af dele af NI-protocol, men om hans efterfølger står fast, og hvad der så sker, må tiden vise.
   I juni 2022 vandt Sinn Féin for første gang det nordirske valg og de har nu ret til at vælge førsteministeren. DUP, der har boykottet Stormont pga. NI-protocol, må nu nøjes med at vælge den stedfortrædende førsteminister.

The Murals - vægmalerierne
Historien afspejles naturligvis også i de mange vægmalerier, men der er stor forskel. Mange af billederne i Bogside har en næsten aggressiv stil, hvor der ikke lægges skjul på de alvorlige begivenheder under The Troubles. De fleste er i sort/hvid og man får associationer til agitprop. Der er større variation i vægmalerierne i Belfast. De er heltedyrkende, patetiske og resignerende, med mange småsentenser, nogle endda forsigtigt optimistiske.


Politiske partier i Nordirland

Der er en skillelinje mellem de politiske partier i Nordirland: På den ene side dem, der går ind for at bevare Nordirland som en del af UK. De kaldes loyalister eller unionister og er overvejende protestanter. Her findes partiet DUP, Democratic Unionist Party, som støttes af Orange Order, der blev dannet i 1795, og som stadig organiserer marcher, samt UUP, Ulster Unionist Party, som er lidt mere liberalt.

   På den anden side dem, der går ind for genforening med Irland efter en folkeafstemning. De kaldes republikanere eller nationalister og er overvejende katolikker. Nogle definerer også sig selv som irere. Her findes partierne Sinn Féin og SDLP, det socialdemokratiske arbejderparti.

   Og så findes der naturligvis også den tredje vej, Alliance Party, med 13% af stemmerne i 2022.
   Sinn Fein og DUP har begge et antal folkevalgte MP'er i Westminster, det engelske parlament. Men hvor Sinn Fein boycotter, bl.a. fordi de ikke vil sværge loyalitet til den engelske dronning, så er DUP pragmatiske. I 2017 kostede det Theresa May 1 mia £ til nordirsk infrastruktur for at få DUP til at støtte hendes regering.


Litteratur

Der er gode historiske oversigter i guidebøgerne: 'The Rough Guide to Ireland' og 'Turen går til Irland', og der er flere gode danske bøger om Irland, fx Ulla Terkelsens 'Det almægtige gevær' fra 1972, der bl.a. giver en introduktion til 'The Troubles', og Kai Rasmussens 'Irland - histoie og samfund i et århundrede' fra 2017.

   John Gibneys 'A Short History of Ireland 1500-2000' fra 2017 er en god reference og som noget særligt afsluttes hvert århundrede med et reflekterende kapitel under overskriften 'Where Historians Disagree'.

   Det lille todelte hæfte, 'Your Process or Mine?', giver et koncentreret overblik over perioden 1970-2010 set fra begge sider, dvs. 'The Republican Story of the Peace Process' og 'The Loyalist Story of the Peace Process'. Det kan læses her.



© Sonny B. Andersen, august 2022