lørdag d. 23
Jeg kommer forbi en memorabilia-butik på vej til det store og flotte turistkontor, hvor jeg får en snak med en af de flinke medarbejdere, som på mit spørgsmål om nyere litteratur sælger mig hæftet 'Your Process or Mine?' for £1.
Jeg går ind gennem Magazine Gate og drejer ned gennem Craft Village, hvor der er kunsthåndværk og cafeer samt et stort vægmaleri til minde om arbejderne på de forlængst nedlagte skjortefabrikker.
Jeg drejer op ad Shipquay Street, passerer The Diamond (torvet) med krigsmindesmærket fra 1927 og fortsætter ad 'Bishop Street Within', går gennem Bishop's Gate og ud på gaden med navnet 'Bishop Street Without' - hvad ellers!
Mit øje fanger en lang række store billeder på en høj murstensmur. Jeg falder i snak med en ældre irer, der ser jeg står og kigger på billederne. Da jeg nævner Peace Wall, kan jeg tydeligt mærke, at det ikke var lige det han ville kalde den. Da jeg fortæller, at jeg er på vej til 'The Fountain' bliver han usikker, men mener, at jeg skal gå tibage til porten. Der er vistnok en adgang th.
Det er der: 'Dog-Leg Gate' blev åbnet i 2020 efter 40 års aflåsning. (Han har nok aldrig været der!) Muren og billederne kaldes nu The Wall Museum Project. Den unionistiske enklave, The Fountain, ligger lige bag muren.
Da jeg spørger om fremtiden er han lige som Peter fra Belfast overbevist om, at Nordirland vil stemme sig sammen med Irland i hans levetid. Jeg spørger, om der så ikke vil komme uroligheder igen? - Nej, han mener, at før afstemningen vil Unionisterne blive nødt til at afgive garantier.
Jeg går videre langs muren og læser de mange vidnesbyrd, som kommer fra et møde om projektet. Muren drejer tv ned langs Upper Bennett Street, hvor fredsmuren fortsætter ned ad gaden. Her fortælles historien om Derry på store plakater med meget tekst. - Den kan læses her.
Jeg drejer igen tv ad Abercorn Road, der munder ud i en stor rundkørsel. På en lille høj midt i rundkørslen er rejst en skulptur 'Hands Across the Divide' fra 1992 med to personer, der stående på hver sin mur, rækker hænderne mod hinanden.
Jeg drejer op ad Wapping Lane ind i The Fountain området. Ved krydset til vejen The Fountain ses et stort vægmaleri
klik for at se et større billede
'We Will Remember Them'. Enklaven består af nogle få rækkehuse og nogle institutioner. Det bemærkelsesværdige er, at kantstenene og lygtepælene er malet i det engelske flags farver. Lidt oppe ad gaden er endnu et vægmaleri med scener fra slaget ved Boyne 1688-90.
Jeg går hen langs bymuren, ind gennem New Gate og fortsætter på gaden langs bymuren. Efter en kop kaffe går jeg op på bymuren, hvor jeg kan se endnu en plakat, og fortsætter en kvart omgang. Så går jeg ned igen og ad gågaden uden for bymuren til Waterloo Place.
obs.: Billederne bladrer selv, men hvis du klikker på et billede, kan du se serien i dit eget tempo.
© OpenStreetMap Contributors & Sonny B. Andersen, august 2022