Historie
Sønderjyllands historie
Der er skrevet flere tusinde artikler og en meget stor stak bøger om Sønderjyllands historie. Her er nogle nedslag.
1955: Med København-Bonn-erklæringerne tilsiger Danmark og Tyskland i gensidige erklæringer de slesvigske mindretal liberale vilkår i moderne demokratiske samfund. Det bliver understreget, at det står den enkelte frit for at vælge sin nationale identitet, uden at myndighederne må rejse tvivl ved ægtheden i hans motiver.
1946: Der er 1,2 mio flygtninge og hjemstavnsfordrevne i Provinz Schleswig-Holstein, dvs. at for hver fire »indfødte« er der tre »tilflyttere«.
1920: Genforeningen. Den nordligste del af Slesvig stemmer sig hjem til Danmark, og kaldes officielt for De sønderjyske Landsdele.
1919: H.P. Hanssen stiller i den tyske rigsdag krav om løsning af det nordslesvigske spørgsmål med selvbestemmelses-retten som grundlag (baseret på præsident Wilsons fredsprogram).
1867: Provinz Schleswig-Holstein indlemmes i Preussen (og bliver først delstat i 1949).
1866: I fredstraktaten mellem Preussen og Østrig foreskriver paragraf 5, at der skal være en folkeafstemning i de nordlige distrikter af Slesvig om genforening med Danmark. Den blev ophævet af Bismarck i 1878.
1865-1870: Festung Sonderborg-Düppel opføres oven på de søndersprængte danske skanser og rundt om Sønderborg.
1864-65: Fredsaftalen underskrives 23. december, og grænsen fastlægges 22. april. Danmark bliver en nationalstat, men det danske monarki mister 40% af sit areal, sin næststørste by: Altona og den mest industrialiserede del. Indbyggertallet bliver decimeret: fra 2,6 mio. til 1,6 mio. Det danske mindretal syd for den nye grænse er på ca. 200.000.
1864: Efter nederlaget ved Dybbøl d. 18. april og på Als d. 29. juni afstås Slesvig, Holsten og Lauenborg samt de kgl. enklaver til Preussen og Østrig. Ærø og otte sogne syd for Kolding fjord tages i bytte for enklaverne og kommer til Danmark. Kongeåen frem til Villebøl og en ny linie øst og syd om Ribe er nu grænse mellem Danmark og Tyskland. - læs/hent en redelig bog på 48 sider
1864: De østrigske og preussiske tropper sætter over Ejderen d. 1. februar.
1863: Kong Christian d. 9. underskriver d. 18. november en ny fælles forfatning for Danmark og Slesvig. Den nyudnævnte preussiske kansler Bismarck får Østrig med på at true med krig, hvis ikke denne forfatning ophæves.
1859-63: Kong Frederik d. 7. og hans nationalliberale regeringer afviser alle europæiske forslag om at dele Slesvig.
1858: Helstatsforfatningen ophæves for Holsten og Lauenborg, da Det tyske Forbund truer med at besætte Holsten.
1855: Udstedes pr. kongeligt dekret en konservativ helstatsforfatning med et fælles rigsråd, hvor hver landsdel får stemmer efter folketal. Kongen hersker over alle dele, og der er indfødsret for indbyggerne overalt. De fælles anliggender omfatter bl.a. udenrigstjeneste, hær, flåde, finansvæsen, toldvæsen, postvæsen samt statslige godser og skove.
1852: Londontraktaten underskrives af England, Frankrig, Rusland, Preussen og Østrig samt ratificeres af Danmark og Sverige-Norge. Den fastslår, at junigrundloven fortsat kun må gælde i kongeriget. De tyske stormagter får indføjet en bestemmelse om, at Slesvig ikke må knyttes nærmere til Danmark end Holsten.
1851: Sprogreskripterne betyder, at dansk gøres til kirke- og skolesprog i 49 mellemslesvigske sogne samt Tønder by.
1850: Fredsaftalen (Londonprotokollen) foreskriver, at det danske monarki skal opretholdes som en helhed.
1850: Borgerkrigen (kaldet Treårskrigen / Die Erhebung) ender med kongerigets sejr over slesvig-holstenerne, som stod alene efter at Preussen efter russisk pres havde trukket sig ud af krigen.
1848: De slesvig-holstenske ledere i Kiel danner en provisorisk regering. Garnisonen i Rendsburg (kongerigets næststørste) overlistes af Prinsen af Nør. De kongerigske tropper rykker over Kongeåen og ind i hertugdømmet Slesvig. Borgerkrigen er i gang.
1839: Det nyoprettede danske grænsegendarmeri patruljerer langs den tysk-holstenske grænse fra Wedel ved Elben til Haffkrug nord for Lübeck. Det flyttes i dec. 1863 til Ejderen, i jan. 1864 til Sydfyn, i jan. 1865 til Kongeåen og i maj 1920 til den nuværende grænse.
1834: Rådgivende stænderforsamlinger oprettes i Roskilde, Viborg, Schleswig (som dermed reelt gav hertugdømmet enevælde) og Itzehoe.
1815: Holsten tilsluttes Det tyske Forbund, som var et forbund af tyske, uafhængige stater uden fælles administrative organer eller fælles domstole. Flere ikke-tyske fyrster, fx den danske konge og den britiske konge, var repræsenterede som følge af deres tyske fyrstetitler.
1814: Efter tabet af Norge består Helstaten af kongeriget Danmark + hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg + bilandene Island og Færøerne + kolonierne Grønland, Guldkysten, Trankebar og Dansk Vestindien. Danmark er en multi-kulturel 'composite state', hvor kongen regerer enevældigt i kongeriget, men ikke i hertugdømmerne, lige som der er forskelle i jura, penge, told og sprog.
1806: Napoleon ophæver det tysk-romerske rige, som var et løst politisk samarbejde mellem stater i Vest- og Centraleuropa. Riget skabtes ved Otto d. Stores kroning til romersk kejser 962.
1773: Mageskifteaftale mellem kong Christian d. 7. og de gottorpske hertuger repræsenteret ved den russiske tronfølger, storfyrst Paul. Hertugerne får Oldenburg og Delmenhorst, og er ude af Slesvig og Holsten, men Holsten fortsætter som en del af det tysk-romerske rige.
1761-64: Med lovning på jord, hus og anden hjælp fra kong Frederik d. 5. begav familier fra det sydvestlige Tyskland sig på vej til Slesvig. Over 4000 kolonister bosatte sig i 47 kolonier og gik i gang med opdyrkning af de uvejsomme heder og moser mellem Rendsburg og Tinglev.
1721: Inkorporationen af Slesvig. Samtlige stænder i hertugdømmet anerkendte den danske konge, men administrationen fortsatte uændret.
1683: Danske Lov erstatter tidligere love, men kun i kongeriget. I Slesvig fortsætter Jyske Lov og i Holsten fortsætter Romerret og Saksisk Lov.
1660: Enevælden indføres i kongeriget, dog kun delvis i Holsten, som var en del af det tyske kejserrige.
1630: I Nord- og Mellemslesvig afløses hoveriet af pengeafgifter, og bønderne begynder selv at gå i gang med udskiftningen og plante levende hegn, så man kunne 'skille horn fra korn'. Men ikke på Als og i Sundeved. Her opretter hertug Hans d. Yngre ladegårde med livegenskaber, som først ophæves i 1805.
1581: Efter hertug Hans d. Ældres død deles hans part mellem kongen og hertugen af Gottorp, som bestandigt søger at vinde størst mulig uafhængighed af den danske kongemagt, bl.a. ved alliance med Sverige.
1564: Den kongelige del opdeles mellem kongen og hertug Hans d. Yngre, som fik den sønderborgske del med bl.a. Als og Sundeved. Hans d. Yngres område opdeltes senere mellem de sønderborgske, nordborgske, ærøske og plønske linjer.
1559: Hertug Adolf af Gottorp erobrer Ditmarsken, og så er det slut med den frie bonderepublik 'Rat der 48er' af 1447.
1544: Hertugdømmerne Slesvig og Holsten deles mellem kong Frederik d. 1.s tre sønner: Den danske konge Christian d. 3., hertug Adolf, der tog sæde på Gottorp slot ved Slesvig, og hertug Hans d. Ældre, som fik residens i Haderslev. Ærø og Femern bliver en del af hertugdømmet Slesvig.
1528: Hertug Christian udsteder en luthersk kirkeordinans for den nordligste del af hertugdømmet. Samtidig fastlægges den grænse mellem dansk og plattysk kirkesprog, som havde dannet sig i løbet af senmiddelalderen, og som forløb stort set som den nuværende dansk-tyske grænse.
1523: Kong Frederik d. 1. opretter Tyske Kancelli, der tager sig af hertugdømmernes forhold og udenrigskorrespondance på tysk og latin. Det eksisterende kancelli fortsætter som Danske Kancelli, som tager sig af indre forhold, enklavernes og norske anliggender samt svensk og russisk udenrigskorrespondance. Kancellierne eksisterede frem til 1848, da ministerial-systemet blev indført.
1474: Grevskaberne Holsten og Stormarn slås sammen til hertugdømmet Holsten, og kong Christian d. 1. kan nu kalde sig hertug af både Slesvig og Holsten.
1460: Det slesvig-holstenske ridderskab vælger den danske kong Christian d. 1. til hertug af Slesvig og greve af Holsten på betingelse af, at kongen underskriver Ribe-brevet. - se »up ewig ungedeelt«
1326: De holstenske grever får stor indflydelse i Sønderjylland, som de benævner Slesvig efter hertugdømmets hovedby. Hertugdømmet er reelt adskilt fra Danmark.
1232: Abel udnævnes til hertug, idet Sønderjylland betragtes som et område, der kan forsørge en kongesøn.
1115: For at dæmpe vender-urolighederne udnævnes Knud Lavard til jarl af Sønderjylland.
1066: Vikingehandelspladsen Hedeby (Haithabu) bliver angrebet og brændt ned af venderne (abodritter).
1025: Ejderen bliver grænse mellem Danmark og Tyskland iflg. en aftale mellem Knud d. Store og kejser Konrad d. II.
(senest opdateret juli 2023)