Den første europæiske fjernvandrevej, E1 fra Vesterhavet til Middelhavet, blev realiseret i 1969 på initiativ af de tyske vandreforeninger. Ideen var at skabe et net af afmærkede vandreruter, fortrinsvis med eksisterende vandrestier, der kunne binde regioner og lande sammen. Efterhånden kom de øvrige europæiske vandreforeninger med, så nu er der andreaskors og anden E-skiltning på over 50.000 km stier fordelt på tolv fjernvandre-veje på kryds og tværs af Europa - se her
Dette handler om at gå langt !
Jeg er pt. på vej ad de europæiske fjernvandreveje og, inspireret af andre vandrere, besluttede jeg at beskrive etaperne:
Alle etaper er logget på min Garmin Outdoor GPS og efterredigeret med Topografix ExpertGPS og Garmin MapSource. Derefter er sporet vist som track-overlay på enten et 'TÜK 1:200000 Schleswig-Holstein/Hamburg' TOP50-kort, et 'TÜK 1:200000 Nieder-sachsen/ Bremen' TOP50-kort eller et OpenStreetMap-kort.
Kortene er anvendt med tilladelse fra Geoinformationen © Bundesamt für Kartographie und Geodäsie og © OpenStreetMap-bidragsydere.
Noterne er skrevet før, under og efter mine vandringer. De fleste navne og sætninger er nedskrevet på min smartphone/PDA undervejs, gående, stående eller siddende, efterhånden som rutens indtryk fik formuleret sig. Det er mine overvejelser og oplevelser, som jeg så dem, eller som jeg tror jeg kunne have set dem, for det er selvfølgelig en redigeret tekst.
De autentiske billeder er udvalgt efter de forhåndenværende søms princip, og jeg har forsøgt at variere så meget som jeg nu kunne. Men som man også oplever det efter en ferierejse, så sidder man efter turen og leder efter de billeder, som man også skulle have taget ...
Som en erfaren, tysk vandrer sagde, - at tale om højdeprofiler i Schleswig-Holstein er noget pjat. Jeg er helt enig, så jeg har kun vist data og profiler for nogle etaper syd for Hannover:
Højden på profilbillederne er forskellig, idet højdekurven har et fast forhold til den virkelige højde (5 m = 1 px). Bemærk, at profilen er vist i vandreretning, dvs. at på E11-etaperne vender den modsat etapekortet, idet jeg går øst-vest. De nævnte højder i etapeteksterne er taget fra TOP50-kortene og Geodatastyrelsens topografiske kort.
Da jeg i 2015 vandrede de danske fjernvandreveje igennnem for anden gang opmålte jeg underlaget, så jeg kunne vise den procentuelle fordeling af fire typer underlag: