Glenfinnan - Isle of Skye
tirsdag d. 17.: 373 km
Vi kører sydpå langs Loch Ness og Loch Lochy og over den nye klapbro over River Oich. Ved første lejlighed drejer vi mod vest, og fortsætter ad en bims-vej i regnvejr langs kanalen og River Lochy. Ved Banavie kører vi mod vest langs jernbanen, hvor damptoget 'The Jacobite' kører.
Første stop er på den overfyldte p-plads ved den stejle trappesti op til et udsigtssted, hvor man kan se ud over dalen til den imponerende Glenfinnan Viaduct, som blev kendt for sin rolle i Harry Potter film.
Vi fortsætter videre vestpå ad 'Road to the Isles' til den lille havn, Mallaig. Vi tager færgen til Armadale på den største ø i de indre Hebrider, Isle of Skye, som vikingerne kaldte sky-øen. På den lille ø med de mange halvøer, der er halvt så stor som Fyn, er der mange bjerge og bjergkæder, meget stejle klippekyster og meget få veje.
Første mål er vandreturen til Fairy Pools. Det er en serie små vandfald og dybblå søer, som dannes af River Brittle, der
strømmer ned fra Cuillins-bjergene, som vi kørte nord om, da
vi kom fra færgen. Vi går ad den stejle, stenede vej op til den første sø. Undervejs er der forhindringer i form af store trædesten over floden, men heldigvis er der så lidt vand, at vi kan vade over tørskoet. - Se hele turen på isleofskye.com
Vi kører forsigtigt forbi p-mylderet tilbage ad bims-vejen og drejer mod nordvest ved hovedvejen. Der er de dejligste udsigter undervejs til næste mål: Quiraing klippeskred. Vi drejer tværs over halvøen ved Uig ad en bims-vej med kvægriste og modvillige får, og gør holdt ved svinget neden for Quiraing Vista. I disse bjerge er der også en velbeskrevet vandrerute, men med min ringe bjergvandreerfaring er det vist ikke nogen god ide.
Vi kører ned ad bjerget og ud mod østkysten, får et kig til klippen 'Old Man of Storr', hvorefter vi kører gennem hovedbyen, Portree. Vi fortsætter mod fastlandet via en højbro og en lavbro og gennem stationsbyen Kyle of Lochalsh til vores hotel i Erbusaig.
obs.: Billederne bladrer selv, men hvis du klikker på et billede, kan du se serien i dit eget tempo.
© OpenStreetMap Contributors & Sonny B. Andersen, 2018