Glasgow
lørdag d. 14
Da vaskemaskinen er færdig og tøjet hængt til tørre i haven tager vi toget ind til Glasgow. Vi står af ved Glasgow Central, som er hovedbanegården for de sydgående tog og går op til George Square, hvor City Sightseeing busserne holder til.
Vi tager den første bus, men guiderne er ikke helt sikre på, hvordan turen bliver, da der er Glasgow Pride i dag, så vi får en ældre, rutineret guide med; på de faste ture er det forudindtalt speak.
Vi kører først mod øst forbi University of Strathclyde og Glasgow Cathedral, hvorefter vi drejer ned mod River Clyde. Det er egentlig meningen, at vi skulle have været gennem city, men det kan ikke lade sig gøre, så vi tager en lang tur i
bilkøen langs floden, hvor guiden må støtte sig til lageret af gode historier.
Da vi er kørt under motorvejen, der går tværs gennem Glasgow, er der nybyggeri, dels store hoteller, dels et stort konferencecenter med skalbuer som Sidney-operaen, dels et nyt Riverside Museum.
Vi kører tilbage igen ad hovedvejen Clydeside Expy, og drejer mod nordvest og derefter rundt om Glasgow University og Kelvingrove Park. Vi fortsætter gennem byen, og passerer Pride-optoget på hovedgaden, før vi drejer op forbi Theatre Royal og tilbage til George Square.
Vi finder et sted at spise, og beslutter så at tage med endnu en City Sightseeing, denne gang med en kvindelig guide, der kan nogle helt andre historier.
obs.: Billederne bladrer selv, men hvis du klikker på et billede, kan du se serien i dit eget tempo.
© OpenStreetMap Contributors & Sonny B. Andersen, 2018