Farvel England

Vi tjekker tidligt ud af hotellet og finder en Tesco med morgenmad. Så skal vi af med de sidste pund & penny, og det foregår nemmest ved en benzintank, lige som i D-markens tid på vej hjem fra ferie.

Planen var at køre rundt ved kysten og gå en tur ved de hvide klinter, men for en gangs skyld er det tåget og småregn, så det er lidt gråt. På vej tilbage fra Dover drejer vi ned til Samphire Hoe ad en vejtunnel, der er boret skråt ned gennem klinten. Det ligner et klinteskred, men halvøen er bygget af restkalk fra tunnelboringen. I et hjørne står et af tunnelens store aircondition-anlæg; resten af halvøen er naturpark.

Nu følger vi vejskiltene mod »Channel Tunnel«, som markedsføres som »Eurotunnel le shuttle«. Den blev indviet i 1994 og biltogene har afgang hver halve time. Vi vælger en indkørsel med en venstreskranke, indtaster koden på den forudbetalte billet, og får en slip med et bogstav, som skal sidde i forruden. På store tavler kan man nu følge afgangene, men ud for vores bogstav står der "Wait for call", og det gør vi så og parkerer. Vi går ind i en stor hal med de sædvanlige butikker: WHSmith, Starbucks, Burger King, DutyFree, Travelex, så man føler sig hensat til en lufthavn.

Vi går ud til bilen planmæssigt, slipper igennem den engelske og den franske paskontrol samt security og kører ind på de store opmarchbaner. Efter at første bane er blevet tømt går alting i stå, men endelig er der vores tur til at køre ombord på toget, et lille lokomotiv og nogle grimme firkantede vogne. Inde i vognen er der en meter plads på hver side, så man kan godt stå ud. En halv time forsinket sætter toget langsomt i gang. Turen er meget behagelig og ikke støjende, men luften kunne godt være bedre.