Bøger og broer

I dag var endnu en køredag. Vi kørte op gennem Brecon Beacons National Park i småregn. På dele af turen var vi 430 m o.h.  Næsten alle vejskilte er tosprogede, men da vi kommer længere ind i Wales bytter bynavnene plads: de walisiske bynavne er øverst og den engelske betegnelse nederst - omkring Cardiff var det omvendt.


Vores frokoststop blev holdt i bogbyen Hay-On-Wye, som har 21 boghandlere, nogle med antikvariske bøger, nogle blandede, nogle havde en niche f.eks. børnebøger eller krimier. En enkelt var indrettet i et udhus. Fælles for dem alle var, at de fyldte bogreoler stod meget tæt. Selv i den lille cafe, hvor vi spiste frokost, var der en bogreol med bøger til salg. I byens overdækkede markedshal, som er typisk engelsk,  er der loppemarked og bogsalg.


Turen gik tværs over Wales og en stor del af køreturen foregik i regnvejr, dog med opklaring, når vi skulle bruge det. Vi gjorde et kort ophold ved »Devil's Bridge«, som i virkeligheden er tre broer, der går over en dyb kløft. Den nederste er fra 1100-tallet, den midterste fra 1708 og den øverste fra 1901. Der er et vandfald og  flere stier i området, men Sonny skulle ikke nyde noget på de våde sten.


Næsten ude ved Aberystwyth drejede vi mod nordøst og lidt senere ind i Snowdonia National Park. Her er bjergkørsel, men ikke værre end Harzen, og vejene er gode.




obs.: Billederne bladrer selv, men hvis du klikker på et billede, kan du se serien i dit eget tempo.



© OpenStreetMap Contributors & Sonny B. Andersen, 2016