Nord-Ostsee-Weg

Nærvandreveje

Selv om den ikke når helt ud til kysterne er denne 114 km lange vandrerute den tyske pendant til Kyst til Kyst Stien. Og med deres nære forløb ved rindende vand kan begge ruter efter min erfaring sagtens give en våd sok.

 

NOW starter i Meldorf ude vestpå og slår snart følgeskab med en anden vandrerute, Wanderweg Schlei-Eider-Elbe (etape 9-11). NOW fortsætter ud over marker og gennem småskove til Grünetal, hvor den drejer nordpå gennem Gieselautal og forbi AÖZA til Albersdorf. NOW fortsætter mod øst gennem skoven Tiefen Grund, og drejer ned mod Kielerkanalen, som følges til Tackesdorf. Her drejer NOW nordpå, krydser en bred Eider ved Breiholz og nærmer sig Staatsforst Rendsburg før den igen drejer ned mod Eideren og Kielerkanalen ved Nübbel. Så går det langs Kielerkanalen, som krydses via fodgænger­tunnellen i Rendsburg og videre på sydsiden af kanalen til jernbanebroen, hvor NOW drejer sydpå gennem Österrönfeld til Wildes Moor. Her drejer NOW østpå, går over motorvej A7 og fortsætter gennem skovene til Westensee, hvor den et kort stykke følges med »Naturparkweg«. NOW fortsætter gennem morænelandskabets bakker og skove, krydser en smal Eider ved Marutendorf og går under motorvej A215. Ved Wildgehege Hammer følger NOW igen Eideren til den løber ud i Schulensee, hvor NOW slutter ved busvendepladsen.

 

Ruten er afmærket med gule pile, og den vises med signaturen NOW på de tre 2 cm kort: Wander- und Freizeitkarte fra Landesvermessungsamt Schleswig-Holstein: #3 Meldorf-Brunsbüttel, #6 Rendsburg-Neumünster og #8 Kiel-Plön.

 

Få et overblik og se detaljer på Lonvia-kortet - se mere om ruten her.

 

Hvis man vil følge Eideren videre sydpå kan man fortsætte ad Eidertal-Wanderweg.

 

 

Indtryk:

 

 

© til billeder, tegninger, tekst og track-overlay: Sonny B. Andersen