lake district

Lake District

tirsdag d. 10.: 180 km inkl. op og ned

I dag er der udflugt. Vi skal rundt i Lake District, som er et af de mest populære engelske ferie- og vandreområder. Det blev nationalpark i 1951 og UNESCO verdensarv i 2017. Området minder om Harzen, men det er mere åbent og der er en mere varieret vegetation.

Vi finder en lille Tesco i Ambleside, så vi kan få den obligatoriske frokost-sandwich, og så er det ellers mod sydvest ad de smalle og snoede veje. Vi kommer snart op i bjergene og der er de fineste udsigter undervejs.

Vi drejer op mod Swinside Farm, hvor vi får lov til at parkere langs den smalle vej hen til en gård, og så går vi de 1,5 km op ad den stenede markvej til Sunkenkirk Stone Circle. Det er en af de gemte perler i England. En næsten komplet cirkel med 55 op til tre m høje sten fra den yngre stenalder. Navnet 'Sunkenkirk' henviser til en legende om, at man forsøgte at bygge en kirke her, men djævlen blev ved med at rive den ned. Vi kører tilbage til vejen, og fortsætter ud mod kysten. Snart drejer vi nordpå ad hovedvejen som er

 

lige så snoet, men lidt bredere. Flere steder er der fine udsigter over det flade hinterland.

Ved Calder Bridge drejer vi ind over landet og ad en smal vej langs nationalparkgrænsen, hvor vi skal tage os i agt for fårene. Vi drejer igen ind i bjergene mod Lake Buttermere, forbi de smukke søer undervejs, og kravler over Honister Pass, 364 m, hvor der er en skifermine, hvorefter vi fortsætter nordpå mod Keswick. I udkanten af byen skal vi besøge endnu en stencirkel, Castlerigg Stone Circle, med 38 store sten. Som Sunkenkirk er den også ca. 5.000 år gammel og den ligger flot på en bakketop omgivet af bjerge. Som noget særligt har den sten placeret i en rektangel inde i cirklen.

Vi fortsætter mod vest indtil landsbyen Troutbeck, hvor vi drejer sydpå langs floden Troutbeck. Vi passerer den smukke Ullswater sø, kører over Kirkstone Pass på 458 m, ned i dalen ad den stejle vej. Da Troutbeck dukker op igen drejer vi ind på en smal vej, der lander på hovedvejen mellem Windermere og Ambleside.

 

 

 

© OpenStreetMap Contributors & Sonny B. Andersen, 2018