29.

Hjemad

 

 

© OpenStreetMap Contributors & Sonny B. Andersen, 2016

Nu kalder motorvejene igen; vi tager hul på de knap 800 km til Sønderborg. Trafikken glider fint, men det er lidt vådt undervejs. Heldigvis skal vi ikke ind til Antwerpen, der er en meget lang kø, men østpå gennem Holland og ind i Ruhr-distriktet. Før Bremen er det vores tur til at holde i kø, og helt galt bliver det nord for Elben, hvor der er meget vejarbejde og mange biler. Det bliver ikke bedre af, at der er 60 km/t på Rade-broen, men i Schleswig lysner det, og alle giver den gas.

 

Efter 11 timers kørsel holder vi i Förde-Park, hvor vi lige skal have noget aftensmad samt fylde et par indkøbsvogne, før vi endelig kan trille ind i gården og begynde at slæbe. Efter 5165 km er vi hjemme igen.

 

Og det var så den ferie. Det har været en god rejse, hvor indtrykkene står i kø for at blive bearbejdet. Måske skulle vi starte med at sige bedre held næste gang til alle de museer, herregårde og storbyer, som vi ikke besøgte, men formålet var først og fremmest at få et indtryk af de engelske landsbyer og landskaber, især sydkysten, Cornwall og Wales, køre rundt til nogle store seværdigheder og så kom udflugten til Dublin som bonus.

 

.