24.

Thames Path

I dag skal Sonny ud på en vandretur langs Themsen, mens Astrid gør Oxfords søndagsåbne butikker usikre sammen med mylderet af turister.

 

Thames Path følger Themsen næsten 300 km fra Gloustershire i nord til Thames Barrier øst for London. Den er afmærket med navn, men også med et agern, som tegn på at den er »National Trail«. Denne etape er desuden en del af fjernvandrevej E2, men heller ikke her er der nogen E-afmærkninger. På en pæl er der en notits med en eftersøgning af frivillige stifolk til at holde øje med stien.

 

Denne etape starter ved hovedvejen ind til Oxford, Botley Road, hvor der allerede er gang i lystfiskeriet og morgenbadningen. Man fortsætter sydpå, passerer Osney Lock og en række broer. Som altid ved store floder i byerne er der flere flodsystemer og sidekanaler.

 

Ved Folly Bridge, som er den store sydgående vej til Oxford, skal man op på vejen. På vestsiden af broerne er en kro på en ø midt i Themsen, og på østsiden holder udflugtsbådene til. Man følger trækstien mod sydøst langs Queen's College Recreation Ground. På den anden side Themsen er der en række bådehuse. De næste par km er der et vældigt leben af kajakker: enere, toere, firere og ottere, og på den asfalterede træksti cykler træneren frem og tilbage og instruerer roerne.

 

Ved Iffley Lock er der en gammel bro og en rampe med ruller, hvor man kan trække bådene over. Efter et stykke vej over engen er der endnu en sluse, Sandford Lock. Alle sluserne betjenes af en slusemester, der guider bådene på plads i slusen og trykker på knapperne, så sluseportene drejer og vandet strømmer ind eller ud.

 

Nu bliver trækstien til en smal, ujævn sti, hvor bevoksningen/ukrudtet ofte skjuler udsigten til floden. Stien drejer rundt i en skov, som afløses af et habitatområde, Barton Fields, hvor Abingdon Naturalists' Society holder øje med områdets vegetation af vilde planter. I floden er anlagt et stemmeværk og en sluse, og det giver en noget kringlet rute over floden og hen til engen.

 

Det småregner, så denne etape slutter ved Nag's Head Island i Abingdon.

 

 

 

 

© OpenStreetMap Contributors & Sonny B. Andersen, 2016