21.

Tilbage til England

Vores første dag tilbage i Wales starter med at vi kører tilbage samme vej, som vi gjorde i mandags - hvilket næsten aldrig sker når Sonny er på udflugt. Vi kører tværs over de to øer Holy Island og Anglesey og drejer mod nordøst i Bangor.

 

Vi fortsætter langs nordkysten, hvor der ikke alle steder har været plads til en firesporet vej, så en del af vejen går igennem et forbjerg. Langs kysten, Colwyn Bay, er der en del ferieområder med hytter, caravan-sites og gøgl, nogle mindre slidte end andre. Vi drejer lidt sydpå, passerer River Dee på en flot hængebro og så er vi ude af Wales, men det er ikke skiltet.

 

Vi fortsætter nordpå mod Birkenhead og bruger den snoede Queensferry Tunnel til at passere River Mersey. Vi drejer sydpå gennem Liverpool Waterfront, der er et virvar af store, nye bygninger og p-pladser. Det minder lidt om Docklands i London og Dublin, hvor man bygger sig til at skabe nyt liv på havnen; men den helt store lyst til en vandretur gennem området har vi nu ikke, så efter en kort pause fortsætter vi østpå.

 

 

Vel ude af Liverpool stopper vi motorvejskørslen, og kører i en stor bue syd om Manchester gennem de små byer til vores hotel i udkanten af Englands første nationalpark, Peak District, som også er den smukkeste efter Sonnys opfattelse.

 

 

© OpenStreetMap Contributors & Sonny B. Andersen, 2016