13.

Exmoor, Bath

Vi kørte mod nord ad Atlantic Highway til Bideford og over en stor bro over River Torridge. Vi drejede mod øst og lidt efter nordpå op ad en smal vej gennem Exmoor Nationalpark. Når der åbner sig et hul i de levende hegn er der smukke udsigter over bakkerne og Bristol Channel. I Exford kørte vi ud til nordkysten ad en smal, snoet fhv. markvej gennem lyngheder og småskove. Vi fortsatte mod vest, kørte et lille stykke på M5 og drejede så sydpå gennem Blagdon Valley, hvis små byer absolut ikke er designede til biltrafik, men smukt er her.

 

Bath er især kendt for sine flot bevarede termiske bade fra romertiden, som nyder godt af de tre varme kilder, og for sine smukke bygninger fra slutningen af 1700-tallet. I Bath havde vi egentlig planlagt at gå med på en af »Lord Mayor's Walks«, men der var så mange, at vi besluttede at gå rundt på egen hånd. Bath er ikke egnet til rollator; der er en del små gader og en del trapper, især ved floden Avon.

 

Vi kørte ud af byen og syd om Bristol for at passere den 150 år gamle Clifton Suspension Bridge over Avon. Imponerende, at en bro, der er designet til nogle få hestevogne også kan klare biltrafikken.

 

 

Så gik det mod nordøst, hvor vi kørte over den store motorvejsbro over Severn-deltaet. Der var kø ved betalingsanlægget, men der var heller ikke mange, der brugte brobizz-systemet; i stedet kastede man mønter i en tragt. Efter mere motorvej landede vi i Newport lidt øst for Cardiff, hvor der er et udmærket Etap-hotel, som ligner sig selv inkl. de elendige madrasser, bortset fra at det nu hedder »Ibis budget«.

 

 

 

 

© OpenStreetMap Contributors & Sonny B. Andersen, 2016