10.

Eden Project

I dag var det tid til endnu en stor turistattraktion. Lidt uden for St Austell ligger Eden Project, som på kun 15 år er blevet Cornwalls helt store turistmagnet. På den snoede vej ned til Visitor Centre er der mange p-pladser inkl. park+ride. Fra Visitor Centre går man ud på en platform, hvor der er overblik over herlighederne, og øjet fanges straks af de grønne terrassehaver ned mod de meget store væksthuse med buede tag af polyethylenpuder. De to største kupler indeholder to forskellige »biomer«, dvs. områder med fælles klimatiske livsbetingelser på tværs af kontinenter. I Rainforest Biome på 16.000 m2 er der varmt og fugtigt. Det er verdens største regnskov under tag, 10 × større end Randers Regnskov. Her er 1185 planter fra Sydamerika, Sydøstasien, Vestafrika og tropeøer. I Mediterranean Biome på 6.000 m2 er der 978 forskellige planter fra Middelhavet, Californien og Sydafrika. Her er knap så varmt, men tørt. En forbindelsesgang mellem de to biomer indeholder servicefunktioner og restauranter. På vej mod den sydlige bygning, Core, passerer man en sansehave. I Core er der kunst, udstillinger, skoleservice og cafe. En gangbro forbinder Core med Visitor Centre, hvor man går direkte ind i den store butik med plantesalg og økologiske varer. Midt i området er der en overdækket scene og et amfiteater. Her er optræden, fx har Tom Jones været her fornylig, og her er forskellige events året rundt.

 

Eden Project fik bl.a. støtte som et »Landmark Millennium Project«, dvs. et led i Storbritanniens markering af år 2000. London Eye er også et af disse projekter. Eden Project er organiseret som en uddannelsesfond (Educational Charity) med internationale bæredygtige perspektiver, og det har også stor betydning for Cornwall, dels pga. arbejdspladserne og turistindtægterne, dels pga. samarbejdet med de lokale økologiske producenter, dels fordi Eden Project gennemfører diplomkurser og har lærlinge samt arrangerer besøg for 45.000 skoleelever og 11.000 studerende hvert år.

 

Eden Project er bygget i en kæmpe lergrav med terrasser, trapper og serpentineveje, og arealet er udnyttet flot. Vi var begge to meget imponerede over den gode afmærkning, og hvor nemt det var at komme rundt. Der var både lavet ruter, som var let tilgængelige, og ruter med trapper samt elevatorer og shuttle-bus/traktor. Vi kunne ikke mærke, at det var søndag og at der var godt med mennesker.

 

 

 

 

© OpenStreetMap Contributors & Sonny B. Andersen, 2016